Forrige år kunne man læse, at en række kommuner brutto kunne spare i alt 16,7 millioner kroner fordelt over en fireårig budgetperiode på fester på ældrecentrene. For de ældre indebærer dette, at de må kigge ’i vejviseren’ efter julefrokost og ditto hygge, juleaftensarrangementer, nytårsaftensfester, fastelavnsfester, påskefrokoster, grill-fester, sankthansaftener, revyer, diverse udflugter og lignende. Set på baggrund af statens budget det samme år er det mildt sagt noget usselt, at der ikke skulle kunne blive råd til dette. Statens udgifter samme år blev vurderet til hele 1.030 milliarder kr., mens indtægterne lå omkring de 1.005 milliarder. Med sådanne svimlende tal – vi taler om mere end 1030 millioner kr. – skal de ældre altså miste deres julehygge efter de i generationer har betalt skat i forventning om en tryg og hyggelig alderdom.
De stærkeste af de ældre deltager ikke længere i deres families juleaften. Højskoler, rejsebureauer og ældreorganisationer kan fortælle, at stadig flere ældre ikke ønsker, at være sammen med familien i julen. I stedet vil de meget hellere holde deres egen jul, og det ofte i selskab med andre ældre til forskellige arrangementer. Men dette er netop de stærkeste eller de mest uafhængige, der kan være med her. Det er de, der har noget at stå imod både økonomisk og socialt. Højskoler, rejsebureauer og ældreorganisationer kan alle berette om stigende tilslutning til forskellige julearrangementer. De handlekraftige og engagerede ældre, som ikke gider diskussionen om hvem af børnene og børnebørnene de nu skal holde jul hos, stikker af. Skilsmisser og delebørn skaber konflikter op til jul om, hvem man nu også lige skal være sammen med det år. Den slags gider de stærkeste af de ældre ikke, og så tager bedstemor og bedstefar på højskole i stedet. Her kan de hygge sig med indendørs aktiviteter, og om aften gå flere traveture, og skulle det komme til at regne har de naturligvis taget en god paraply med til lejligheden.
Tilbage sidder de svagere og mindre handlekraftige ældre rundt på ældrecentrene. De vil helst ikke være til unødig besvær for familien, så de takker nej til en invitation. De vil så nødigt være til besvær. Og for familien er det alt for belejligt med denne falske beskedenhed; så i stedet for at insistere på den ældres deltagelse er de hurtige til at acceptere et nej tak. Vel at mærke et nej tak, som den ældre ikke føler eller mener. Tænk hvis disse familier kunne finde ud af, at den ældre i virkeligheden ville være lykkelig for at deltage. Julen er for de svagere ældre ikke hjerternes fest, det er også tårernes fest, når man sidder alene tilbage på denne store aften.
Skal disse ældre ikke også have jul kunne man spørge. Skal der i det mindste ikke være ressourcer til at give dem en juleaften på ældrecentret? Personalet gør og kan gøre en del her. Hvis svaret på om ikke de svage ældre også skal mærke det er jul – er et rungende ja, er det så ikke, når alt kommer til alt pebernødder, det drejer sig om i den store sammenhæng. Kan det overhovedet betale sig for samfundet at spare på den slags? Julehandlen kommer alle til gode, fordi en del af den øgede omsætning, der følger med de ældres jul, vender tilbage til staten som skatteindtægter. Det hele handler årligt om meget lille bruttosum på ca. 4 millioner kr., og hvis der ud af den øgede omsætning der følger med dette er skatteindtægter, vil en del af beløbet vende tilbage til ’skattefar’.
Jeg synes vi skal tænke på de ældres jul rundt omkring på ældrecentre og plejehjem. Julehygge er i Danmark noget nær en menneskeret. Det er ikke meget der skal til for at skabe den rigtige hygge. Med en god flæskesteg, levende lys, bloklys, dekorative stearinlys, blomsterlys, juledekorationer, gavespil, et flot juletræ, lidt fællessang, oplæsning af en god julefortælling og en god julemiddag. Det er ikke meget, der skal til for at få de svagere ældre sat i den rette julestemning. Vi kan ikke være andet bekendt.
